Benny E. Andersen

Hasse Havgaard om Benny

Benny E. Andersen elsker sin harmonika

Af Hasse Havgaard

 

Rullende sten bærer sjældent mos, men det sker, de bærer skæg. Som Benny E. Ander­sen, spillemand på næsten alle tænkelige instrumenter, komponist, lærer, skuespil­ler, forfatter, far, elsker af livet og dets sødme, en utro­lig overkommelig rullesten.

Han bor såvel hist som pist, men gennem de senere år mest på Broby gamle sko­le, der ligger i nærheden af Sorø og kun lader sig finde af lokalkendte og sti findere.

Her har han 'sit sted', sine ting, sine venner. Det er her­fra stenen ruller ud og slip­per af med sit mos, for, glat som en barnenumse, at tage imod livet og så give noget til tak og gengæld.

Mange kender Benny E.

Andersen fra TV's juleka­lender, hvor han lavede teksten engang, eller fra ra­dioens 'Musen Claus', hvor­til han lavede musikken. Han har haft sine musiske evner i så mange spor, ikke mindst i de folkelige. Der hvor folk samles i toner og dans, finder man ham med den lille røde harmonika.

Den dag vi mødtes på den gamle skole, var der ret stille. Kun fra de tidligere cykleskure og toiletter kom lyde, der gav tegn på liv og aktivitet.

Ganske rigtigt. Et par af vennerne knokler løs for at gøre bygningen til bolig for fætter Benny.

- Det er min livsdrøm, de er i gang med at realisere. Tænk at de gør det for mig, er det ikke enestående? Lad os sætte os der, så skal jeg fortælle om mine ting!

Jamen der er jo ingenting, kun malerbøtter og en pIans­liber, der gør al samtale umulig!

- Nå ja, men så går vi over i festsalen, der arbejder jeg også mest!

Festsalen var gymnastik­salen med bomme, ribber, ringe og hvad man ellers bruger for at få et sundt legeme.

Men der er også et klaver, trommer, en basun, en har­monika, nogle teaterdukker. På væggen en freske med sunde, robuste, svedende spillemænd og bondske dan­sende piger, og skrevet står: 'Spillemand, stryg dine strenge, så folket ikke sid­der!'

- Det her er et af mine steder, her arbejder jeg godt med musikken. Ordene laver jeg andre steder.

Det der med musikken, det er mit livs basis. Først kommer musikken, og så kommer alt det andet. Jeg har undertiden haft det lidt svært med at tale med andre mennesker, især piger, men gennem musikken har jeg så kunnet meddele mig. Den har hjulpet mig, opmuntret mig og trøstet mig når noget gik forkert. Man kan godt blive lidt tosset af al denne musik men den er der bare og hele tiden!

I en kæde om halsen bærer Benny et lille bitte ur, han tilsyneladende al­drig ser på. Tiden går jo alligevel så hvorfor da holde øje med den?

Fra festsalen i såle-gæn­ger-luntetrav op på første sal. Her boede han engang men ikke mere, men her er stadig noget, der vedrører ham, nu mest som erindring.

I den gamle røde stol med det fede sjællandske bonde­land bag vinduerne. Til ven­stre for stolen sidder 'Gø­jen' på sin pind. Stor, flot, vistnok gammel. Den har det med at gøre sig lang og tynd, når den ikke synes om selskabet.

- Nej, Gøjen er ikke sær­lig selskabelig anlagt, men jeg har fået et meget fint forhold til den, fordi jeg dag­ligt gennem flere år har spil­let sækkepibe for den!

Man kunne vel ikke fore­stille'sig, at Gøjen, ligesom så mange andre levende væsner, afskyr sækkepibe­musik? Det benægter Benny på det bestemteste.

- Nej da, nej da da, jeg kender jo Gøjen og kan se på den, når den er rigtig glad eller meget ked af det. Den elsker simpelt hen sækkepi­bemusik men lad være med at stikke fingeren ind til den. Den bider til benet!

Ingen grund til dristige forsøg. Gøjen har udsigt til en væg behængt med små trommer og en violin der ser mere folkelig end ædel ud, og under denne folkelige violin og de sm.å trommer ligger 'Sheila' den trofaste hund dersom vio­linen ikke g~r sig til af sit stamtræ.

- Sheila er opkaldt ~efter en skotsk folkesangerske. Da vi spurgte, om hun havde noget imod, at vi opkaldte vores hund efter hende sag­de hun: 'Nej da, jeg er selv opkaldt efter en hund!'

Men hvor bliver så ordene lavet i den gamle skole?

- Alle vegne og jeg laver om og om igen. Som f.eks. i øjeblikket hvor jeg arbejder med noget for vuggestue­børn. 'Tone' hedder histo­rien. Tone er både en lyd og en person, og Tone er så ked af, at den ikke kan synge rent. Jeg hader, når nogen siger om nogen, at vedkom­mende ikke synger rent, som de sagde om folkesangers­ken Ingeborg Munch eller om de fantastiske piger der i dag synger de gamle danske ballader. Synge rent? Jamen tror man da, at der kun kan synges på Em måde? Skal man på musikskole for at kunne synge? Rent vrøvl.

Men Tone synes må­ske ikke, den synger rent. Den eneste lyd, den frembringer i fore­stillingen har jeg lavet på maskineriet, sådan en lyd man f.eks. kan høre, når TV endelig lader os slippe!

En forestilling med ord og tone til de mindste patte­børn, har det nogen mening?

- Ja da i allerhøjeste grad. Jeg har afprøvet det på vuggestuebørn i Sorø. Selv­følgelig forstår de ikke orde­ne på samme måde som de ordmægtige gør det, men to­nefaldet, mimikken, bevæ­gelserne og denne helt enkle lyd, den reagerer de meget på selv de mindste små, og det er meget spændende!

Sidder så og småfumler med en gammel to-radet harmonika, der som astma­tikere med luftvejsvanske­ligheder bør holde sig bort fra den indre by, når forure­ningen er over middel.

- Synes du ikke den er smuk? Har du for resten lagt mærke til at stadig flere har­monikaspillere er gået tilba­ge eller måske rettere frem til den gamle to-radede. Den giver jo langt smukkere to­ner fra sig!