Benny E. Andersen elsker sin harmonika
Af Hasse Havgaard
Rullende sten bærer sjældent mos, men det sker, de bærer skæg. Som Benny E. Andersen, spillemand på næsten alle tænkelige instrumenter, komponist, lærer, skuespiller, forfatter, far, elsker af livet og dets sødme, en utrolig overkommelig rullesten.
Han bor såvel hist som pist, men gennem de senere år mest på Broby gamle skole, der ligger i nærheden af Sorø og kun lader sig finde af lokalkendte og sti findere.
Her har han 'sit sted', sine ting, sine venner. Det er herfra stenen ruller ud og slipper af med sit mos, for, glat som en barnenumse, at tage imod livet og så give noget til tak og gengæld.
Mange kender Benny E.
Andersen fra TV's julekalender, hvor han lavede teksten engang, eller fra radioens 'Musen Claus', hvortil han lavede musikken. Han har haft sine musiske evner i så mange spor, ikke mindst i de folkelige. Der hvor folk samles i toner og dans, finder man ham med den lille røde harmonika.
Den dag vi mødtes på den gamle skole, var der ret stille. Kun fra de tidligere cykleskure og toiletter kom lyde, der gav tegn på liv og aktivitet.
Ganske rigtigt. Et par af vennerne knokler løs for at gøre bygningen til bolig for fætter Benny.
- Det er min livsdrøm, de er i gang med at realisere. Tænk at de gør det for mig, er det ikke enestående? Lad os sætte os der, så skal jeg fortælle om mine ting!
Jamen der er jo ingenting, kun malerbøtter og en pIansliber, der gør al samtale umulig!
- Nå ja, men så går vi over i festsalen, der arbejder jeg også mest!
Festsalen var gymnastiksalen med bomme, ribber, ringe og hvad man ellers bruger for at få et sundt legeme.
Men der er også et klaver, trommer, en basun, en harmonika, nogle teaterdukker. På væggen en freske med sunde, robuste, svedende spillemænd og bondske dansende piger, og skrevet står: 'Spillemand, stryg dine strenge, så folket ikke sidder!'
- Det her er et af mine steder, her arbejder jeg godt med musikken. Ordene laver jeg andre steder.
Det der med musikken, det er mit livs basis. Først kommer musikken, og så kommer alt det andet. Jeg har undertiden haft det lidt svært med at tale med andre mennesker, især piger, men gennem musikken har jeg så kunnet meddele mig. Den har hjulpet mig, opmuntret mig og trøstet mig når noget gik forkert. Man kan godt blive lidt tosset af al denne musik men den er der bare og hele tiden!
I en kæde om halsen bærer Benny et lille bitte ur, han tilsyneladende aldrig ser på. Tiden går jo alligevel så hvorfor da holde øje med den?
Fra festsalen i såle-gænger-luntetrav op på første sal. Her boede han engang men ikke mere, men her er stadig noget, der vedrører ham, nu mest som erindring.
I den gamle røde stol med det fede sjællandske bondeland bag vinduerne. Til venstre for stolen sidder 'Gøjen' på sin pind. Stor, flot, vistnok gammel. Den har det med at gøre sig lang og tynd, når den ikke synes om selskabet.
- Nej, Gøjen er ikke særlig selskabelig anlagt, men jeg har fået et meget fint forhold til den, fordi jeg dagligt gennem flere år har spillet sækkepibe for den!
Man kunne vel ikke forestille'sig, at Gøjen, ligesom så mange andre levende væsner, afskyr sækkepibemusik? Det benægter Benny på det bestemteste.
- Nej da, nej da da, jeg kender jo Gøjen og kan se på den, når den er rigtig glad eller meget ked af det. Den elsker simpelt hen sækkepibemusik men lad være med at stikke fingeren ind til den. Den bider til benet!
Ingen grund til dristige forsøg. Gøjen har udsigt til en væg behængt med små trommer og en violin der ser mere folkelig end ædel ud, og under denne folkelige violin og de sm.å trommer ligger 'Sheila' den trofaste hund dersom violinen ikke g~r sig til af sit stamtræ.
- Sheila er opkaldt ~efter en skotsk folkesangerske. Da vi spurgte, om hun havde noget imod, at vi opkaldte vores hund efter hende sagde hun: 'Nej da, jeg er selv opkaldt efter en hund!'
Men hvor bliver så ordene lavet i den gamle skole?
- Alle vegne og jeg laver om og om igen. Som f.eks. i øjeblikket hvor jeg arbejder med noget for vuggestuebørn. 'Tone' hedder historien. Tone er både en lyd og en person, og Tone er så ked af, at den ikke kan synge rent. Jeg hader, når nogen siger om nogen, at vedkommende ikke synger rent, som de sagde om folkesangersken Ingeborg Munch eller om de fantastiske piger der i dag synger de gamle danske ballader. Synge rent? Jamen tror man da, at der kun kan synges på Em måde? Skal man på musikskole for at kunne synge? Rent vrøvl.
Men Tone synes måske ikke, den synger rent. Den eneste lyd, den frembringer i forestillingen har jeg lavet på maskineriet, sådan en lyd man f.eks. kan høre, når TV endelig lader os slippe!
En forestilling med ord og tone til de mindste pattebørn, har det nogen mening?
- Ja da i allerhøjeste grad. Jeg har afprøvet det på vuggestuebørn i Sorø. Selvfølgelig forstår de ikke ordene på samme måde som de ordmægtige gør det, men tonefaldet, mimikken, bevægelserne og denne helt enkle lyd, den reagerer de meget på selv de mindste små, og det er meget spændende!
Sidder så og småfumler med en gammel to-radet harmonika, der som astmatikere med luftvejsvanskeligheder bør holde sig bort fra den indre by, når forureningen er over middel.
- Synes du ikke den er smuk? Har du for resten lagt mærke til at stadig flere harmonikaspillere er gået tilbage eller måske rettere frem til den gamle to-radede. Den giver jo langt smukkere toner fra sig!